HIJAB // LONGREAD – Hvad sløret rent faktisk betyder, behøver ikke at være blive præsenteret som et nulsumsspil om symbolikken: at det enten er godt eller dårligt. Sløret kan være begge dele, fordi det er komplekst i sine betydninger, skriver religionshistoriker Thomas Hoffmann. Men altså ikke så komplekst at pro et kontra ikke kan afvejes af de folkevalgte. Netop i et multikulturelt og -religiøst samfund som det danske må andre end muslimske stemmer retfærdigvis også inddrages og høres. Tørklædet angår i princippet os alle.

Man kommer ikke uden om, at nogle af de mest uforsonlige og langvarige konflikter i samfund verden over knytter sig til religion. Tørklædet – hijab eller sløret – er ingen undtagelse. I Iran i disse år foregår der en brutal kamp, hvor sløret er et af kampens symbolske omdrejningspunkter. I mange andre muslimske lande er der også en kamp om sløret.

Ligeså i Europa. Gudskelov overhovedet ikke så brutal som i Iran. Men kampen er et faktum – i den offentlige debat, ved domstolene, i de politiske maskinrum og dybt inde i de levede liv, i miljøerne.

Lige for tiden har vi sagen om den bortviste hijab-pige og Prins Henriks Skole. Der mobiliseres heftigt på SoMe, og hijab-tilhængerne prøver at få international opmærksomhed på sagen. Sammen med koranafbrændingerne kan det blive den perfekte storm.

Sløret adskiller kvinde og mand, kvinde og pige, muslim og ikke-muslim, det offentlige og private, dydighed og ’nøgenhed’

I dag, fredag d. 25. august, går Dansk Muslimsk Kvindesamfund og sympatisører i march under hashtagget #minhijab. Hvis bannerne fra sidste år genbruges, vil vi se slagord som ’Mit hijab – mit valg’, ’Mit hijab – min ret’, ’Hold jer væk fra vores piger’ og ’Nallerne væk’.

Ligesom sidste år motiveres demoen af ”angreb fra radikale islamofober” og ”hadet til Islam”, som ifølge arrangørerne er en del af hverdagen i Danmark.

En blokvogn afspiller koranrecitation under hele marchen (”så englene ledsager os”), børnene puster sæbebobler, og demoen kulminerer i koranrecitation foran Christiansborg.

Mashallah! Gud vil det!  

Lige så meget som sløret samler folk til demo, lige så meget skiller sløret vandene.

Hvilket giver god mening, for så vidt at slørets funktion er at fungere som en ’skiller’ og ’barriere’. Mellem kvinde og mand, kvinde og pige, muslim og ikke-muslim, det offentlige og private, dydighed og ’nøgenhed’.   

Kommissionen for den Glemte Kvindekamp

Den regeringsnedsatte Kommissionen for den Glemte Kvindekamp lagde med sit navn selv op til ’kamp’. Med anbefaling om et ”forbud mod hovedtørklæder i grundskolen” var der lagt på til hijabkrise.

Kalifattilhængerne i Hizb ut-Tahrir var i deres es og kaldte det en ”åben krigserklæring”, mens de delte pamfletter ud på universiteterne. Andre skruede ned for krigsretorikken og talte blot om et ”forsvar for tørklædet”.

Højdepunktet var en stor demonstration i København imod kommissionens forslag, en demo, der var organiseret på mindre end et døgn. Forslaget blev skudt til hjørne, og affæren var nærmest klinget af, da en aktindsigt afslørede, hvad kommissionen havde som ambition: ”At det i diskussionen af tørklædet kom tydeligere frem, hvad tørklædet rent faktisk symboliserer.”

Modreaktioner tikkede snart ind. For hvordan kan en kommission vide, hvad tørklædet ”rent faktisk” symboliserer? Når nu sløret kan symbolisere og betyde så meget forskelligt for muslimer. Så kan man jo ikke sige, hvad det ”faktisk” betyder.

Indvendingen kender man i en tilliggende variant. Som går ud på, at dét at tale om islam som sådan er et generaliserende og reduktionistisk overgreb på islams faktiske mangfoldighed. Derfor foreslår nogle islamforskere, at man i stedet for at tale om islam i ental bør tale om islamer i flertal – med lille i.

Sløret forsvinder i et fatamorgana af kontekster

Argumentet om de mange islamer er gyldigt og lærerigt nok, men det misbruges desværre ofte som et undvigelsesvåben i debatterne om islam. Med islamerne kan man skyde enhver tale om islam til hjørne. Med henvisning til, at der jo altid findes mere lokale og såkaldt ’levede’ islamer. Når man nærmer sig, forsvinder islam i horisonten. Islam bliver til et fatamorgana.

Argumentet om de mangfoldige islamer og den fatamorganiske islam kan også overføres til hijab, sløret. For hver enkelt muslim har jo sin unikke forståelse og praksis, lyder det. Slørets mangfoldige betydninger er afhængige af konteksten. Af tid og sted.

Sløret betyder ét for en ung born again muslim på Nørrebro, der opponerer mod sin forældregenerations såkaldte kulturelle brug af sløret.

Sløret betyder givetvis noget andet for kvinden, som mod sin vilje pålægges sløret af en stat eller i en kontekst af negativ social kontrol. Eller omvendt – hvis slørets afsløring er pålagt, sådan som det var i mange år i Tyrkiet. Noget fjerde, femte og sjette kan tilføjes om sløret alt efter omstændighederne. Og på den måde forsvinder også sløret i et fatamorgana af kontekster.

Trangen til stereotyper

Problemet med ræsonnementer som disse er flere.

For det første er det en intellektuel kortslutning at forkaste generalisering. Som ironisk nok afslører en generaliserende holdning til generalisering. For verden er vanskelig at forudsige. Derfor er mennesket kognitivt indrettet således, at det må ty til generalisering for at få hold på en ellers kaotisk og delvist uforudsigelig verden af indtryk og risici. Det gælder også den sociale verden.

Mennesker kaster sig gerne ud i at essentialisere og stereotypificere sig selv – ofte ved hjælp af overfladiske kendetegn som beklædning

Generalisering er ikke nødvendigvis en dubiøs tendens til at opkaste fejlagtige stereotyper og dumme fordomme. Snarere viser nyere socialpsykologisk forskning, at stereotyper, altså vores forestillinger om andre folks særlige karakter, ikke sjældent er ganske præcise og afspejler en virkelighed mere empirisk retvisende, end man måske umiddelbart skulle tro.

Derfor kaster mennesker sig gerne ud i at essentialisere og stereotypificere sig selv – ofte ved hjælp af overfladiske kendetegn som beklædning eller let afkodelig adfærd.

Vi vil gerne ligne den sociale gruppe, vi mener at tilhøre. Både overfladisk og i dybden. Det giver psykologisk tryghed og identitet – også selvom udtrykket eventuelt vækker anstød hos andre og bliver en belastning for os selv. Punkeren, goth’en og metalhovedet kender alt til prisen for deres subkulturelle udtryk, men vælger det alligevel. 

Forsimplinger og generaliseringer

Denne viden kan man overføre til religionernes verden, herunder islam. Her er sløret trods dets forskelligheder og tolkninger lige præcis en selvpålagt stereotyp: ’Se mit slør. Jeg er kvinde og muslim!’

Ligesom alle ikke-slørbærende med relativt stor stereotypisk træfsikkerhed vil kunne sige: ’Se, hun er muslim!’ Og måske videre tænke: ’Skal jeg give hende hånden?’ Sløret skal måske nok skjule noget omkring hår og hals, men det skal samtidig også fremvise og afsløre noget andet.  

Hvilket også implicerer, at selv om man i nuancernes navn prøver at opløse islam i mange forskellige islamer, er det kun en halvvejs sandhed. For lige præcis her ignorerer man samtidig, at islamernes vidt forskellige muslimer næsten altid hæger om en idealforestilling om Islam – i ental og med stort I. En essentiel og autentisk Islam inde bag de forskelligartede udtryk. Let genkendelig for alle ved et blikfang så simpelt som et stykke stof, draperet på særlig vis.

Afvisning af hvad sløret ”faktisk betyder” kan også ses som udtryk for dét, jeg kalder for den vulgærkomplekse blindgyde, altså når sløret hævdes at være så komplekst og mangfoldigt, at forsøg på generalisering tangerer forsimpling. Mere retoriske afledningsmanøvrer ses, når man geråder ud i relativiseringer om nonners slør, covid-ansigtsmasker eller elefanthuer i vintervejr.

Med meta-agtige afledningsmanøvrer kommer man aldrig til sagen – slørets faktiske symbolik holdes hen i det uendelige

En mere subtil form heraf består i at få diskussionen til at blive en diskussion om diskussionen. Hvorfor diskuterer vi overhovedet sløret, når verden har langt alvorligere udfordringer? Er diskussionen overhovedet legitim? Med disse meta-agtige afledningsmanøvrer kommer man aldrig til sagen – slørets faktiske symbolik holdes hen i det uendelige. De syv slørs fatamorgana igen.  

Slørets faktiske, komplekse betydning

Videnskaberne har gennem tiderne udarbejdet metoder, hvorved man indkredser fænomener med deres såvel almene som exceptionelle træk. Det var for eksempel det, som den store sociolog Max Weber kaldte for en idealtype.

Det idealtypiske slørs symbolik findes jo ikke i virkeligheden, men ved hjælp af mønstergenkendelse, analyse og kritisk tænkning kan man alligevel godt nå frem til noget, der med kommissionens udtryk kunne kaldes den idealtypiske symbolik, den faktiske betydning. Som jeg uden at være vulgær må kalde for kompleks.

I et multikulturelt og -religiøst samfund som det danske må andre end muslimske stemmer retfærdigvis også inddrages og høres …

Derudover er det både naivt og tendentiøst alene at bero sine sløranalyser på, hvad de tilslørede selv siger om deres slør. Især dem, som selv har valgt det, da de jo i sagens natur ofte er positivt indstillede. Den ambitiøse forskning abonnerer her på en systematisk skepsis over for knæsatte sandheder og fortællinger. Ikke nok med det – forskning tillader sig at stille spørgsmålstegn ved aktørers egen selvindsigt og evne til selvkritik.

Sløret må tillige analyseres i forhold til alle de folk, som ikke bærer slør. Hvad enten de er eks-hijabier, anti-hijabier, endnu-ikke-hijabier eller har et køn, hvor sløret ikke er direkte relevant, altså mænd.

Netop i et multikulturelt og -religiøst samfund som det danske må andre end muslimske stemmer retfærdigvis også inddrages og høres, for tørklædet angår i princippet os alle. En ren og ureflekteret tolerance over for sløret kan i virkeligheden dække over en massiv ligegyldighed over for dem, der går med slør.   

Slør og seksualitet

Seksualitet er et kodeord – hvis man skal tale om slørets faktiske betydning, kommer vi ikke uden om dets forhold til krop og seksualitet.

Lad os først vende tilbage til argumentet om, at slørets betydninger er så mangfoldige og fortolkningsåbne, at vi ikke meningsfuldt kan tale om, hvad sløret ”faktisk symboliserer”. Hvis dette argument skal tages alvorligt, er vi også nødt til at inddrage slørets mere paradoksale aspekter.

Mange muslimer vil nok sige, at sløret for dem i særlig grad symboliserer ærbarhed og blufærdighed. Men vi kan også finde eksempler på det stik modsatte. Her er to eksempler, hvoraf det ene er ekstremt og grænseoverskridende, mens det andet er ret almindeligt. Men begge ligger inden for den skala, som vi kunne kalde slørets seksualøkonomi.

Første eksempel: I de mangfoldige slørs verden bliver vi nødt til at acceptere det fænomen, at kvinder med hijab udgør sin egen lille feticherede subgenre inden for billedpornografien – i stil med nonnen eller sygeplejersken.

Enhver kan fremskaffe eksempler på dette med et par søgninger på internettet. Man kan også gå ind og tjekke Google Trends og se statistikker på den slags. Mange vil givetvis finde dette eksempel anstødeligt og irrelevant.

Men hvis man insisterer på de mange islamer og slørbetydninger, er der nok ingen vej uden om også at acceptere dette som en del af slørkomplekset.

En følelse af nøgenhed

Et mindre seksuelt eksplicit eksempel – men til gengæld ganske udbredte fænomen – er de såkaldte muhajabahbabes. Det er et ordspil, der blander babes, dvs. det engelske ord for sexede kvinder, med det arabiske ord muhajabah, der betyder ’en der bærer hijab’. Det er de kvinder, der går i stramt tøj og udstråler sexappeal, men samtidig bærer det fromme slør. Og tit skoses af de religiøse autoriteter for at have misforstået sløret. Her må vi så igen minde om slørets mangfoldighed.  

De to eksempler viser imidlertid også, at den rutinemæssige henvisning til mangfoldigheden af tolkninger og praksisser rummer stærke paradokser.

Langt de fleste muslimer vil alt andet lige argumentere for, at sløret netop ikke symboliserer sex-appeal, men rent faktisk symboliserer ærbarhed og blufærdighed.

Dydighedssymbolikken er valutaen i en ganske bestemt seksualøkonomi. Man kunne ligefrem kalde det for en paradoksal seksualøkonomi …

På ét plan giver det ualmindelig god mening. For den ærbarheds- og blufærdighedsfortælling, som knytter sig til sløret, er både mere typisk og teologisk velattesteret end de ovennævnte eksempler. Med andre ord: Her har vi et fint eksempel på, at det giver mening at tale om, hvad sløret ”rent faktisk symboliserer” – eller i hvert fald hvad sløret typisk symboliserer.

På et andet plan overser eksemplet dog, at dydighedssymbolikken er valutaen i en ganske bestemt seksualøkonomi. Man kunne ligefrem kalde det for en paradoksal seksualøkonomi. For i stedet for ærbart og genert at nedtone køn og seksualitet markeres og pointeres det.  

Netop når kroppen tilsløres, træder en særlig ærbarheds- og blufærdighedssignalering i kraft. Ikke bare håret og halsen, men hele kroppen og personen forvandles til en særlig zone, i den islamiske terminologi kaldet ’awra’.

Egentlig betyder det ’ydre kønsorgan’, men det kan mere frit oversættes til ’en følelse af nøgenhed’. Det gælder særligt i det offentlige rum og over for folk, man ikke er i nær familie med. Selvom tørklædet egentlig blot dækker håret og halsen, der i dag ikke opfattes som særlige seksuelle markører, kan det paradoksalt nok ikke undgås, at det tilslørede ’hævner sig’ og akkumulerer ærbarhedens antitese: seksualiteten og privatsfæren.   

En lidt anderledes paradoksal ærbarhedsdynamik gør sig også gældende i forhold til det modsatte køn. Her er det imidlertid afhængigt af mandens religiøse tilhørsforhold. Sløret signalerer for så vidt, at ikke-muslimske mænd ifølge traditionel sharia er seksuelt uinteressante, ja strengt taget haram, dvs. forbudte, for seksuelle relationer.

Samme vil principielt gælde en muslimsk kvinde uden slør, så sløret er i den henseende blot et effektivt socialt signal. Seksualøkonomien tilsiger så til gengæld, at man er seksuelt tilgængelig for muslimske mænd – forstået som giftermål.

Koranens ord

Sløret er et stykke stof og som sådan ren overflade, skabt til beklædning og drapering. Men sløret er samtidig som isbjerget. Overfladen stikker dybt, teologisk set.

Sløret symboliserer ultimativt underkastelse og hengivelse over for Gud, Allah. Som Koranen selv bemærker, underkaster hele universet sig Gud ”frivilligt eller under tvang” (K 3:83).   

Hvordan man skal ’underkaste’ eller ’hengive’ sig til Gud, finder man som muslim anvisninger og regler for i Koranen og beslægtede tekster.

I Koranen ser vi, hvordan sløret som tekstil er impliceret i Guds skabelsesordning:

”Adams børn! Vi sender klæder ned til jer for at skjule jeres skam – og som pynt” (K 7:26).

’Skam’ skal her forstås som det gammeldags ord for ydre kønsorganer.

Klæderne er ikke som i Bibelen noget, Adam og Eva selv finder på efter syndefaldet, men er her en guddommelig forordning. Sløret, som vi kender det i dag, tilslører naturligvis ikke kønsorganer som sådan, men dets funktion svarer til tøj, der skjuler nøgenhed. Helt specifikt tilslører sløret en anden del af kroppen, især håret.

Sløret indebærer også en bestemt vision om moralsk korrekt adfærd mellem kønnene, samt hvad der gælder som privat og offentligt. Sløret er således betinget af forhold som slægtskab, social status og forestillinger om seksuelt begær.

Koranverset her angiver ret detaljeret hvordan:

”Sig til de troende kvinder, at de skal holde øjnene for sig selv og vogte over deres køn; de må ikke fremvise deres pryd, bortset fra det deraf, der er synligt, og de skal lægge deres slør hen over deres bryster. De må kun fremvise deres pryd for deres ægtemænd, deres fædre og deres svigerfædre, deres sønner og deres ægtemænds sønner, deres brødre og deres brødres og søstres sønner, deres kvinder, deres slavinder, mandlige tjenere uden kønsdrift og børn, der ikke er bevidste om kvinders nøgenhed.” (K 24:31).

Verset er formuleret i en kølig, juridisk stil, men reelt er indholdet brandvarmt og fokuseret på kvinders seksuelle potentiale. Rent grammatisk er verset adresseret til mænd, der skal regulere de muslimske kvinder: ”Sig til de troende kvinder, at …” Deres blikke skal sænkes og genitalier skjules.

Grammatikken tilrettelagt således, at en mand – her Profeten – bestemmer, hvad muslimske kvinder og deres præmenstruelle piger skal gøre.

Verset foreskriver så lettere ubestemt, at de heller ikke må fremvise deres ’pryd, bortset fra det deraf, der er synligt’.

Traditionelt har muslimske lærde tolket det synlige som ansigtet og hænderne, hvoraf det kan udledes, at den forbudte pryd er håret.

Salafistiske muslimer tolker verset mere maksimalistisk og hævder, at også ansigtet skal tildækkes.

Et flertal af muslimer tolker i dag verset således, at ovennævnte hierarki af familiemedlemmer udgør en privatsfære, der formelt gerne må se kvindens hår. Helt specifikt er det alle dem, som det ville være forbudt at gifte sig med, dvs. indgå seksuel relation med. I realiteten beholder de fleste kvinder alligevel sløret i sådanne sammenhænge.

En regulering af kvindens seksualitet

At seksualitet er en afgørende faktor, fremgår af, at kvindens ’pryd’ visuelt kun er tilladt for mandlige slaver uden kønsdrift, formodentlig refereres der her til eunukker, dvs. kastrerede mænd – et almindeligt fænomen i før-moderne tid. Samt børn og kvinder. Lesbisk seksualitet er tilsyneladende helt uden for tankehorisonten.

At regulering af kvindens seksualitet er en helt central faktor, fremgår også af dette koranvers:

”De kvinder, der ikke længere er fødedygtige og ikke kan håbe på ægteskab, begår ingen overtrædelse ved at afføre sig deres overklædning.” (K 24:60)

Når en kvinde ikke længere er fødedygtig og seksuelt attraktiv, bortfalder restriktionerne.

Det vigtigste vers er nok følgende:

”Profet! Sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække noget af deres overklædning ned over sig. Således vil de lettest blive genkendt og ikke blive forulempet.” (K 33:59)

Igen er grammatikken tilrettelagt således, at en mand – her Profeten – bestemmer, hvad muslimske kvinder og deres præmenstruelle piger skal gøre. Og igen forstår man, at ’sløret’ er en eller anden form for beklædning, som hunkønnet skal drapere sig med.

Sløret er en markør

Verset vidner tillige om, at sløret er et middel til at skille sig ud med – ”således vil de lettest blive genkendt.” Sløret er en markør. Men det er samtidig en markør, der angiver en kontekst med undertoner af seksuelle forulempelser.

Den gængse islamiske tolkning henviser til det fænomen, at muslimske kvinder under natlige toiletbesøg i det fri forveksledes med slavinder og derfor blev seksuelt forulempet.

Seksuel chikane, taharrush, er tilsyneladende en plage for kvinder – med eller uden slør – i mange byer i Mellemøsten

Koranen løser problemet ved, at kvinderne skal drapere sig på en særlig vis. Hvis de gør det, bør man(d) vide, at de er muslimer. På baggrund af dette og lignende vers italesætter mange muslimer i dag sløret som en beskyttelse mod mænds seksuelle tilnærmelser. Tilslørede kvinder i den muslimske verden må dog erkende at beskyttelsesgraden er idylliseret. Seksuel chikane, taharrush, er tilsyneladende en plage for kvinder – med eller uden slør – i mange byer i Mellemøsten.       

I islams tidlige periode var det elitens kvinder, som bar slør – ligesom elitens kvinder gjorde i den kristne og oldpersiske kultur på denne tid.

Selvom sløret i dag må forstås som genuint islamisk, hidrører en god del af dets moralske arvegods fra kulturer, der ikke var islamiske. Det er et også et argument, som flere muslimske feminister har gjort gældende, når de vil kritisere sløret som et fremmedlegeme i islam.

Det er naturligvis ikke et særligt vægtigt argument, for sløret blev jo genuint islamisk ved at blive overtaget og forkyndt via Koranen og den islamiske tradition.   

Opdragelsen til det frivillige valg

I dagens Danmark insisterer mange kvinder og piger med slør på, at det er frivilligt tilvalgt. Man insisterer formodentlig, fordi der har været en årtier lang kritisk debat om negativ social kontrol, hvor sløret er kommet i søgelyset. Det har foranlediget en forvandling af sløret som en religiøs pligt til et frivilligt valg.

Til demonstrationer for retten til at gå med slør kan man se bannere med slagord som ’Mit hijab, mit valg’.

Her får retten til at bære slør en feministisk farvning, som mange udenforstående også tager for pålydende. Som den egyptiske feminist Mona Eltahawy, der selv engang bar slør, skriver i sin bog Jomfruhinder og hijab:

”Mit forsvar (for sløret) var at fokusere på begrebet ’valg’”

Ofte glemmes den tilslørede mindreårige i den sammenhæng, og man ser ingen slagord som ’Forældre må selv bestemme over deres pigers tøjvalg’, selvom det jo bestemt også er et vægtigt argument.  

Der er ingen grund til at betvivle frivilligheden i mange henseender. Tvunget tilsløring fordømmes rutinemæssigt – ikke sjældent ledsaget af et korancitat om, at ”der ikke er tvang i religionen”.

Som antropologen Saba Mahmood i et berømt studie argumenterede, er sløret og den tilhørende dyrkelse af blufærdighed en måde signalere et gudsforhold på og noget, de unge piger øver sig på. Man træner simpelthen islam.

Ved at inderliggøre sløret som et forhold mellem kvinde og Gud, tror kvinderne på, at de har gjort sløret til et individuelt anliggende. Og i den forstand er det kvindernes virkelighed, som vi forskere bare må tage til efterretning som virkelighed.  

Frivilligheden kommer dog ikke ud af det blå, men kræver en opdragelse og socialisering, der inddrager familie og nærmiljø, ja, i mange tilfælde også staten, hvis den har islamiske ambitioner.

Hvis pigen og kvinden oplever anerkendelse og anprisning ved overhovedet at overveje sløret, har vi en stærk incitamentsstruktur, der kan kaldes frivillig.

Hvis et miljø ærer og ’begærer’ sløret i handling og tale, bliver det naturligt at begære og ønske dét, som andre begærer. Den utilslørede vil gerne spejle sig i sine køns- og trosfællers slørbegær. Hvis pigen og kvinden dertil oplever anerkendelse og anprisning ved overhovedet at overveje sløret, har vi en stærk incitamentsstruktur, der kan kaldes frivillig.

Opdragelsen til det frivillige valg er måske allermest effektiv i det ordløse, nemlig ved eksemplets og vanens kraft. Jo flere kvinder og piger, der bærer slør i hverdagen, jo stærkere og mere naturligt fremstår sløret – med tilhørende værdier som dydighed og blufærdighed.

I dag signalerer sløret ikke kun blufærdighed, men også en ny assertiv muslimsk kvindetype. I modsætning til Koranens påbud om at slå blikket ned, slår dagens hijabi det op og ser direkte ind i kameraet – når medierne stiller op og til SoMes selfie-univers.

Hun går på barrikaderne for at forsvare sit stigmatiserede slør. Sløret er her et badge of honor, der skal signalere integritet, spiritualitet og from udholdenhed, sabr, over for en islamofobisk omverden. Et særligt populært narrativ for tiden handler om, at forældre fraråder deres børn at gå med slør på grund af den islamofobiske omverden – men børnene tilvælger alligevel sløret i from trods.

Som forsker er man forpligtet på at tilføje andre perspektiver og nuancer end dem, som de troende selv lægger for dagen.

Der er også forskere, som betoner, at hijabierne undertiden bruger deres fromhed som en strategi imod deres miljøers patriarkalske strukturer. Ved så at sige at blive mere hellige end paven kan de tilkæmpe sig større frihed. Sløret leverer håndgribelig empowerment og islamisk kapital – men altså kun inden for rammerne af islam.  

Som islamforsker må man naturligvis tage sådanne udsagn og teologier seriøst og for pålydende. At afvise at tilsløring kan være frivilligt, er ikke alene at afvise kvinders autonomi, men også en afvisning af kvindernes egen definition af virkeligheden. Så langt så godt.

Som forsker er man imidlertid også forpligtet på at tilføje andre perspektiver og nuancer end dem, som de troende selv lægger for dagen. Ellers kolporterer man blot ukritisk de troendes egen teologi og selvfortælling uden at spørge ind til de magtstrukturer, som eventuelt også gør sig gældende.

Det første, der falder i øjnene her, er den påfaldende tavshed omkring det forhold, at sløret udspringer af Guds påbud i Koranen. Rent faktisk.

Tavsheden er dog ikke total, og hver gang, der er hijabier, der taler om det frie slør, dukker der som regel ’forstyrrende’ hijabier op, der insisterer på, at sløret absolut ikke er frit, men en pligt.

Som en dansk hijabi formulerede det på SoMe: ’Mit tørklæde har intet med frihed at gøre! … Min hijab – et påbud fra Allah! Min hijab – et tegn på adlydelse af Allah! Min hijab – et tegn på underkastelse til Allah!”

Men stemmer som disse er i undertal i den offentlige debat. Hijabierne undlader også at nævne, at sløret også er mændenes valg for så vidt, at det er dem, som Koranen forpligter til at tilsløre ’deres’ eller ’jeres kvinder’, som det jævnligt formuleres.

Med et klassisk sociologisk begreb kan man her se hegemonien i ren form.

Hegemoni er kort forklaret en autoritets evne til at etablere en norm og praksis, som folk frivilligt accepterer og internaliserer – også selvom det ikke nødvendigvis er i deres egen interesse. Hegemonien har plantet en overbevisning i hovedet – i dette tilfælde også rundt om hoved og hals – af hijabier, at det alt sammen er frivilligt og deres domæne.     

De rutinemæssige fordømmelser af slørtvang forekommer også selektive og halvhjertede. For man oplever sjældent slør-rettighedsforkæmperne engagere sig i kampagner, demonstrationer eller anden kollektiv mobilisering imod den slørtvang, som højprofilerede muslimske lande som Saudi-Arabien og Iran står for.

Nedlukningen af kritiske og problematiserende tilgange

Mange af de veluddannede hijabier har for længst tillagt sig et akademisk arsenal af ’kritiske’ begreber som ’stigmatisering’, ’islamofobi’, ’racialisering’ og ’intersektionalitet’.

Men pro-aktiv kritisk tænkning i forhold til sløret synes bemærkelsesværdigt fraværende. Social-psykologiske dynamikker som gruppepres, nudging, social eksklusion og pseudokonsensus (dvs. når alle tror, de er enige med hinanden, men faktisk ikke er det) er stort set fraværende begreber i selvfortællingen til omverdenen.

I stedet fremsættes tilvalget og frivilligheden som et næsten magisk liberalt og eksistentielt løsen. Så længe der er tale om et tilvalg, er alting legitimt ifølge denne logik.

Det er slående, hvordan fortalere for slørets frie tilvalg problematiserer, hvordan andre kvinder, der fremhæver og tilvælger deres kønnede seksualitet, ligger under for gruppepres og en overseksualiseret, vestlig kultur.

At logikken er tvetydig, er vel mest tydeligt, når det handler om små piger eller om miljøer, hvor et fraværende slør er den skammelige undtagelse frem for reglen. I videre moralfilosofisk forstand udgør et tilvalg på ingen måde et wildcard. Man skal således ikke have megen fantasi for at forestille sig tilvalg, som er moralsk tvivlsomme. 

Samtidig er det slående, hvordan fortalere for slørets frie tilvalg sjældent har problemer med at problematisere, hvordan andre kvinder, der fremhæver og tilvælger deres kønnede seksualitet, ligger under for gruppepres og en overseksualiseret, vestlig kultur.

Hermed stempler man ind i en vestlig, feministisk selvkritik, samtidig med at man kolporterer en klassisk anti-vestlig diskurs fra den islamiske verden, der handler om, at vestlige kvinder generelt udnyttes og gøres til seksuelle objekter. I modsætning til den islamiske kultur, der respekterer og beskytter kvinden.

Her ser man ofte bort fra Koranens måde at omtale sex med kvinder på, fx:

”Derudover er det jer tilladt med jeres formue at tragte efter de kvinder, I vil, som ærbare mænd, uden at begå utugt. For den nydelse, I opnår med dem, skal I betale dem deres løn, et pligtigt beløb!”

I islamisk jura kaldes dette beløb til tider og ganske bramfrit ’vulva-prisen’. Tavsheden om flerkoneri taler også sit eget sprog. 

Fortællingen om slørets frie valg kan også blive en måde at lukke ned for mere kritiske og problematiserende tilgange.

Eksempelvis sådanne som analyserer slørets globale trend som udtryk for en global og illiberal islam – ofte promoveret og finansielt understøttet af repressive stater som Saudi-Arabien, Iran og Tyrkiet, men også af talrige islamiske og islamiske NGO’er og bevægelser.

Spørgsmålet kan ikke afvises

Er vi nu nået frem til, hvad sløret rent faktisk betyder? Naturligvis ikke. En kvantitativ undersøgelse af slørets rolle i folkeskolen vil heller ikke kunne give et endeligt svar.

Men forhåbentlig er vi nået dertil, at spørgsmålet ikke bare hånligt afvises som reduktionistisk, naivt eller islamofobisk.

Visse aspekter af sløret har mere betydning og magt end andre. Derfor må vi ikke på forhånd resignere og lader sløret være så individualiseret og hyperkomplekst, at det kan betyde alt og intet.

Hvad sløret rent faktisk betyder, behøver ikke at være blive præsenteret som et nulsumsspil om symbolikken: at det enten er godt eller dårligt.

Sløret kan være begge dele, fordi det er komplekst i sin betydninger – men altså heller ikke så komplekst, at pro et kontra ikke kan afvejes af de folkevalgte.

hijabThomas HoffmannWorld Hijab Day

Thomas Hoffmann

Thomas Hoffmann er uddannet religionshistoriker og er professor i islamisk teologi ved Københavns Universitet, ph.d. i litteraturvidenskab og islamologisk kompetence i projektet Blasfemi i global forankring ved Crown Princess Mary Center, KU.